Kender du det, at du står foran spejlet med øjenskyggerne klar, men hvordan f… får du dine små, fine øjne til at virke bedårende store og sensuelle?
Du tror måske, det er svært, men det kræver blot lidt øvelse og et par tips fra Godtatvide.dk og 1-2-3, så er du klar til at blinke med dine ultra forførende øjne.
1. To farver er tricket
Vil du åbne dine øjne, skal du bruge to øjenskygger og to pensler. En lys øjenskygge til hele øjenlåget og en mørk, varm øjenskygge, som du lægger i globelinjen. Brug en pensel til hver øjenskygge og husk at tone de to farver øjenskygge sammen, så du ikke får for store kontraster, men i stedet en blød og fin overgang.
2. Læg linjerne
Læg en brun eller sort fast eller flydende eyeliner langs vippekanterne. Brug også lidt kohl under øjet, men kun halvvejs ind mod øjenkrogen.
3. Sort mascara
Som toppen over i’et slutter du af med en god omgang sort mascara. Læg først et tyndt lag på øjenvipperne og børst igennem med en ren børste, så de ikke klumper sammen. Lad vipperne tørre og gentag indtil du er tilfreds.
Det er lettere, at få øjenmakeuppen til at lykkes, hvis dine øjenbryn er plukket perfekt. Det hjælper den topprofessionelle makeup-artist Nicci Welsh dig med i videoen: Øjenbryn med Nicci Welsh
Billedrettigheder: Stephany Lorena/Unsplashed.com